Jeg er nemlig lige fyldt 60. Ja det er et stort tal. Det synes jeg også.
Men er det ikke ligemeget?
Alder er noget mærkeligt noget.
Alder har altid undret mig. Jeg er så dårlig til at se, hvor gamle/unge andre er. Og jeg aner ikke, hvordan man skal se ud i en bestemt alder.
Og alligevel er der uskrevne regler for – eller er det kun mig, der støder på dem – hvor langt håret må være, hvor høje hælene må være, hvor stramme og hvor korte bukser og kjoler må være og hvor meget make-up gamle (læs 60 årige) må have på.
Det gamle dagbogsnotat
Jeg har netop fundet noget, jeg skrev, da jeg blev 50. Jeg skrev om en kollega, der sagde: nej du ligner slet ikke en, der bliver 50. Hvortil jeg svarede: Jeg ved ikke, hvordan man skal se ud eller være, når man fylder 50.
Hun sagde: bliv ved med det!
Oplevelser med alder
Der er bestemt områder, hvor mine sønner kalder mig en boomer. Selv om jeg egentlig er to år for ung til at være det iflg. definitionen.
For nylig sad jeg i et interview, hvor jeg blev spurgt: Du har jo meget erfaring og har prøvet meget. Hvordan har du det med IT? Inden spørgsmålet var blevet formuleret færdigt, tænkte jeg, at nu spørger han: Hvornår har du planer om at gå på pension?
Jeg håber, at yngre mennesker også bliver spurgt om, hvordan de har det med IT, for det er ikke nogen selvfølge, at de er bedre til det end en på 60. Siger min erfaring mig.
Alder er meget langt hen af vejen ligegyldigt. Ofte er det samfundet, der har nogle normer, der slet ikke følger med tiden.
Jeg har f.eks. venner i alle aldre. Fællesnævneren er interessen vi deler, og så er alder ligemeget. Det har jeg lavet et podcast-afsnit om. Du kan lytte til det her
Sammenligninger med alder
Efter at jeg lagde et opslag på Instagram om min 60 års fødselsdag har algoritmen bombarderet mig med reels fra kvinder, der starter med at skrive:
Jeg er 57, se hvordan jeg ser ud. Jeg er 60, se min krop osv osv.
Altså stadig alder i relation til noget andet, her krop og udseende. Som om man ikke kan se godt ud og være slank og veltrænet som ca. 60 årig.
Jeg må indrømme, at jeg ofte tænker, hold da op, er vi lige gamle? Jeg ser da meget yngre ud. Og det er i bund og grund ligegyldigt. Men jeg gør det jo også selv.
Jeg kunne f.eks. skrive i et opslag: Jeg er 60, og jeg god til IT. Eller jeg er 60 og jeg går til rockkoncerter. Og comedy med komikere der er halvt så gamle som mig.
Hvad gør vi ved det?
Jeg aner det ikke! For at være ærlig.
Men for mig handler det om at følge med tiden. Og ikke leve i fortiden og blive ved at hænge fast i, at det var meget bedre i gamle dage. For lad os være ærlige: Det var det ikke. Temmelig meget af det.
Så vi må og skal blive ved med at tage ny viden til os og ikke mindst ny teknologi. Og lytte til mennesker, der er yngre og ofte langt bedre uddannet. Måske kan vi lære noget.
Eksempel på at følge med tiden
Jeg husker da vores børn fik tv på værelset, hvor forargrede vores omgangskreds var. Vi var bare trætte af, at vi skulle se Postmand Per og Bananer i Pyjamas til de skulle i seng.
Bliv ved med at lære nyt
Vi kan faktisk blive ved med at lære nyt, tage nye uddannelser og kurser. Sætte os ind i nye ting. Og det tror jeg er vigtigt for det holder hjernen igang.
Min svigerfar på 84 har sat sig ind i, hvordan man snakker med ChatGPT. og har stadig en vigtig stilling i hjemmeværnet.
Jeg selv har taget to nye fag det sidste år og jeg udfordrer mig selv hele tiden. Nå ja og btw har jeg selv sat denne hjemmeside op. Jeg kan finde ud af at udgive blogindlæg, optage og redigere mine videoer. Og tænk engang: jeg kan også finde ud af at bruge MitId.
Så joh, jeg har det fint med IT. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg vil kunne undvære det.
PS: Jeg uploadede for sjov et billede af mig selv fra august 2026, til ChatGPT, og spurgte hvordan jeg kommer til at se ud, når jeg fylder 60 (det blev jeg i maj 2026).
Det er tankevækkende at 60årige har gråt hår. Jeg har et par grå hår hist og pist, men min naturlige farve er den på billedet til venstre. Og det ser også ud som om jeg har læbestift på til højre. Noget jeg meget sjældent bruger.

60 år iflg. min kamerarulle

60 år iflg. ChatGPT
Discover more from CHRISTINAS UNIVERS
Subscribe to get the latest posts sent to your email.

