Featured

The Journey Begins

Velkommen til dig!

Faith is taking the first step even when you can´t see the whole staircase – Martin Luther King, Jr.

Først og fremmest gælder det om at turde – at være modig – at tro på at det nok skal lykkes. Jeg taler om at gå op på den scene og levere den sang du – jeg har øvet på og nu er helt klar til at synge – for publikum. Det første skridt skal tages. Det er lige meget om det er højre eller venstre. Sæt den ene ben foran det andet. Og du er i gang.

Er det nemt? Nej ikke altid og det er derfor du er her. Det er derfor jeg er klar til at hjælpe dig, så du kan blive tryg på scenen.

Hvor er du modig!

Det er der flere, der gennem tiden har sagt til mig i forskellige sammenhænge.Men det synes jeg slet ikke. For modig betyder åbenbart noget helt andet for mig end for andre.

Altså sådan noget som at springe ud på dybt vand i bogstaveligste forstand eller i det hele taget springe i vandet😂Jeg er ikke den største vandhund😬At springe ud sådan som på billedet er modigt i mine øjne. Men det kommer jo helt an på hvem man er.

Hvad vil det sige at være modig og hvornår er man det?

Umiddelbart er det vel, når jeg gør noget andre ikke tør eller noget jeg ikke selv troede, at jeg ville turde.

I den danske ordbog står der at mod betyder

mental eller moralsk styrke til at handle eller tale i en situation der kan være til fare eller skade for én selv

At det lige frem skulle være til fare eller skade for mig selv at stille mig op på en scene og synge, lyder måske lidt voldsomt😳Men det kan jo godt føles sådan for kroppen som grundlæggende er meget gammeldags. Kroppen lærer meget langsomt, så den reagerer stadig som dengang vi levede i huler i stammer, hvor det at gøre noget udenfor stammen alene var forbundet med fare. Som i livstruende!

I vore dage er det måske knapt så rationelt.

Men det kan da godt være, at det alligevel er modigt at stille sig derud, hvor alle kan have en helt gratis holdning til, hvad jeg laver. Altså derud hvor alle kan pege fingre og kritisere – men der er jo også en mulighed for, at der bliver klappet og givet ros. Det kræver også mod at stille sig ud for at modtage det – altså succes med et andet ord.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg synes, det er nemmere at lade være med at stille sig ud, for så er der hverken “risiko” for fiasko eller succes. Ja risiko i citationstegn. Hvad kan der da være dårligt ved succes? Jo så kan andre jo forlange noget af mig næste gang,og er jeg parat til det? Det er ikke sikkert.

Det lyder mærkeligt ikke? Eller måske gør det ikke – men tænk at jeg eller du kan få den tanke, at det er bedre at lade være end faktisk at tage chancen.

Så “take courage”, “bon courage” eller “fat mod” og gør det. Hos min tidligere tandlæge stod det “fat mod” lampen over stolen og min sanglærer siger altid “vi gør det” vi prøver ikke – vi gør det!

Jeg tror faktisk, at hvis det er vigtigt nok, så er det nemmere. Hvis jeg slet ikke kan lade være.

Hvis du har brug for hjælp til at fatte mod så kan du hente det lige her i min 5 trins guide Bliv tryg på scenen

Når alt klapper

Når alt klapper blir man sgu helt høj😀

Jeg taler om, at når jeg har været nervøs, spændt, glædet mig til at stå på scenen (selv om vi godt ved, at det ikke har været sådan altid) så er det fuldstændig fantastisk, når det hele klapper.

Vi havde mange bekymringer, de fleste blev ikke til noget

Det er vist Mark Twain, der engang har sagt sådan. Og er det ikke rigtigt?

Måske tænker jeg bare for meget over, hvad der kan gå galt i stedet for at fokusere på det, der kan gå godt og give succes.

I går var jeg ude at spille med Siren. Vi havde helt styr på det, og det gik rigtigt godt. Vi hyggede os, selv om vi hver i sær rodede lidt med nervøsitet og var spændte. Men helheden føltes god.

Jeg tror, det er det, der må være moralen: hvis det som helhed føles godt, så må det være den tanke/følelse der er værd at holde fast i. Ikke det der med, om jeg nu sang den rigtige tekst eller ramte de rigtige toner😀

Mellem os så glemte jeg fuldstændig hvad jeg skulle synge i andet vers af vores sidste sang, og sang i stedet 3. vers to gange🤣. Ingen lagde mærke til det. Publikum rockede bare med😀.

Så selv om jeg ofte bekymrer mig over om jeg kan huske teksterne, så er det til ingen verdens nytte. Jeg har feks aldrig hørt nogen sige: “Hold da op hvor var det godt jeg bekymrede mig så meget over (blank) nu hvor det viser sig at det slet ikke var nødvendigt”.

I aften vil jeg nyde at lytte til en der har fuldstændig styr på sin guitar, nemlig mit store idol Mark Knopfler😉🎸👍🏻

Så strammer det til igen

I morgen går jeg på scenen med Siren. Det sker i helt trygge og nærmest hjemlige omgivelser og alligevel kan jeg mærke det i kroppen.

Indtil videre er det en følelse af at jeg glæder mig og er spændt. Men jeg ved jo, at inden længe sætter mit kontrol-freak-gen ind. Kunsten er så ikke at lade det fylde for meget.

Hvordan gør jeg så det? Ja det har taget noget tid at finde ud af. Flere år faktisk.

Hvad er det værste der kan ske?

  • Er det spørgsmål jeg stiller mig selv. Der kan være mange svar på det. Nogle af mine er:
    • Hvad nu hvis jeg ikke kan huske teksten?
      Hvad nu hvis jeg ikke rammer den der svære tone?
      Hvad nu hvis en af de andre spiller forkert?
      Hvad nu hvis publikum ikke klapper?
  • Først og fremmest så nytter det ikke noget at bekymre sig om andres handlinger. Hverken de andre i bandet eller publikum eller lydmanden eller andre. Det er kun muligt at styre min egen indsats.
  • Så i dette eksempel er der kun to spørgsmål tilbage at forholde sig til. Lad mig vælge det første spørgsmål: hvad nu hvis jeg ikke kan huske teksten? Svaret kunne feks være:
  • Det er bare for pinligt!

    Men hvad er så det værste ved det? Svaret på det kunne feks være: Jeg blir til grin eller nogen kommer og siger: du glemte da vist lige teksten der, hva!

    Så kan jeg igen spørge mig selv: Hvad er så det værste ved det? Ja at jeg skal finde på et svar!

    Jeg har faktisk aldrig oplevet ovenstående, så det er nok ikke sandsynligt. Og tro mig: jeg har glemt teksten, flere gange – men enten (her kommer der et tip) har jeg mumlet mig frem indtil teksten kom tilbage eller også har jeg sunget samme vers flere gange😀

    Tilbage til spørgsmålet: Hvad er det værste ved det? Kan du se hvad jeg gør, når jeg bliver ved med at stille det samme spørgsmål efter hvert svar? Jeg graver efter den egenlige grund. Og ved du hvad? De fleste gange er svarene både usandsynlige og fjollede.

    For mit vedkommende er det min indre perfektionist der er på spil. Uha der er ingen der skal kunne sætte en finger på det jeg laver på scenen.

    Moralen: hvis der er en, så er det selvfølgelig ikke, at jeg bare skal være ligeglad. Men derimod slappe lidt af, for hvor mange lægger mærke til små fejl? Det ødelægger ikke helhedsindtrykket.

    Det vil jeg huske i morgen😀