Livsstil, Spiritualitet

Traditioner ved Thanksgiving: En familiefest

I næste uge holder vi Thanksgiving i familien. Det er en tradition vi startede i 2016. Det var mest fordi nogle af os så Blue Bloods, en politiserie med bl.a. Tom Selleck.

I den serie er der i hvert afsnit et tidspunkt, hvor familien samles til søndagsmiddag. Og i hver sæson et Thanksgiving-måltid med helstegt kalkun.

Vi spiser sammen

Da børnene var små gik jeg meget op i, at vi hver dag spiste mindst et måltid samlet om spisebordet. Det var vigtigt for mig at have tid til at gennemgå hinandens dag. Høre hvad der skete i skolen og på arbejdet.

Ofte har vi haft kammerater med til aftensmaden. Det var hyggeligt og rart at lære ungernes venner at kende. Og vigtigt synes vi. Min mand og jeg.

Om morgenen havde vi hver især brug for hver vores måde at vågne på og spiste ofte hver for sig. Om eftermiddagen fór vi i hver sin retning til sport og andet.

Da drengene blev ældre, var de ofte midt i et game eller en quest og skulle lige klare en boss i deres computerspil. Men det lykkedes som regel at samles ved aftensmaden.

Thanksgiving-middag

Som barn kan jeg huske, at vi en årrække fik kalkun juleaften. Da jeg så Blue Bloods fik jeg lyst til at stege sådan en stor krabat.

Nu er det altså 9. gang, vi holder Thanksgiving. Vi nyder at samles med vores sønner og svigerdøtre rundt om langbordet. Det gør vi flere gange om året, men denne aften er blevet en tradition. Jeg kan godt lide traditioner. Og denne er blevet vores.

Har du sådan nogle traditioner hos dig?

Denne aften prøver vi at huske hinanden på ikke at spise for hurtigt. For det gælder om ikke at blive mæt for hurtigt og kunne spise så meget som muligt. Det tager jo lang tid at tilberede, så vi skylder at spise stille og roligt.

>>>>> Lyt på Spotify

>>>>> Lyt på YouTube

Hvis du vil have vores indkøbsliste, så scroll ned i bunden af indlægget.

Første gang med Thanksgiving

Første gang vi holdt Thanksgiving, besluttede jeg at gøre det efter de amerikanske traditioner. Altså med amerikansk tilbehør. Der gik ikke lang tid før, der indløb klager over hvor de brunede kartofler og rødkålen var.

Det blev der naturligvis rettet op på til året efter, og siden har vi haft dansk tilbehør, men dog med en grøn salat til og tranebærsauce, hvis jeg kan få fat i friske tranebær i supermarkedet.

Jeg er absolut den eneste, der spiser det, så vidt jeg husker. Jeg synes egentlig, det går ret godt til kalkunen.

Rundt om bordet går snakken om alt muligt. Vi har mange samtaler om de ting, vi hver især oplever. Alt bliver vendt.

Praktiser taknemmelighed

Thanksgiving er en national feriedag i USA, som falder på den 4. torsdag i november. Dagen efter er det jo Black Friday som vi har adopteret i Danmark. Dagen hvor mange får klaret julegaverne. Oprindelig er Thanksgiving en høstfest.

Denne dag er en god anledning til at blive opmærksom på, hvad du er taknemmelig for. Lige tage et øjeblik og tænke over hvad eller hvem, det kan være.

Jeg har en rutine med, inden jeg lægger mig til at sove hver aften, at nævne inde i mig selv, hvad jeg er taknemmelig for. Ikke for at lyde perfekt eller frelst eller noget. Men det er blevet en vane. Forskning viser iøvrigt, at det at have en taknemmelighedspraksis er godt for trivslen (kilde: JustHuman.com).

Gå i langsom-mode

At stege kalkun er en langsom proces. Det tager nogle timer. Men det er også det, denne tid på året handler om, synes jeg. At gå lidt i hi, ned i tempo og lade op.

Langsomme retter er dejligt om vinteren. Og jeg tror det er meningen at med færre lyse timer i døgnet, skal vi rykke indenfor, skrue ned for farten og lade op og tænke over hvordan næste år skal være.

De seneste dage har det været snevejr og som altid er der uheld. Som om vi ikke rigtigt kan forstå, at vi skal sætte farten ned. Måske skal der sættes lidt mere tid af til hver ting.

Hvad er det vi skal nå?

Tilbered din mad selv

I forbindelse med at leve et liv i harmoni med sin krop og sjæl hører der også god og sund mad. Der findes mange måder at spise på. Det vigtigste er, synes jeg, at finde den måde, der er rigtig for dig. Den mad du får energi og vitalitet af.

Vi synes, Søren og jeg, at det er vigtigt at købe rigtig mad. Vi tilbereder det meste selv. Dvs. vi køber mad vi kan se, hvad er. Friske grøntsager, frugt og fersk kød. Ikke særlig meget forarbejdet mad udover ketchup, syltede rødbeder, flåede tomater og den slags.

Vi ved alle sammen, hvad der er sundt og usundt, sådan på den store klinge. Jeg tænker at rettesnoren “alt med måde” er god at navigere efter. Vi spiser både slik, kager, chips og drikker vin hver uge. Vi synes selv, vi er gode til at regulere det.

En gang i mellem tyr vi til fastfood. Men det er sjældent efterhånden. Men det sker og det er vel også helt ok.

Dyrk din kreativitet i køkkenet

Vi bruger det op, som vi køber. Både i økonomiens og klimaet tegn. Jeg hader at smide mad ud. Rester bliver til madpakker. Og vi bliver kreative i forhold til at bruge det, vi har i en ret, fremfor at løbe ned at købe den ting, vi mangler.

Hvilket er fristende, fordi vi har supermarkedet 400m væk.

Det er helt utroligt, hvad vi kan få ud af det vi lige har i køleskabet, fryseren og køkkenskabet. Sammenkogte retter eller alverdens slags biksemad åbenbarer sig i køkkenet for at få brugt slatne grøntsager, en rest ris og kød.

Det er faktisk helt spændende nogen gange, hvad der kommer ud af det.

Her får du indkøbsliste og tips til din Thanksgiving-middag

Indkøbsliste til Thanksgiving

Til 6-8 personer (der plejer at være rigeligt):

  • Hel kalkun 4-6 kg
  • Stuffing: 400g hakket gris/kalv, dine favoritkrydderier til farsen
  • 2 kg. aspargeskartofler, sukker og smør
  • Rødkål enten frisk eller syltet
  • Salat: Frisk spinat, 2 økologiske appelsiner, 2 avokadoer, lidt nødder f.eks. valnød, dressing af lidt sennep, olie, eddike, salt og peber
  • Tranebærsauce: friske tranebær, appelsinjuice, sukker

Fremgangsmåde

Kalkunen plejer vi at stege på langtidsstegning. Vi plejer at sætte den ind kl. 16. Så kan vi ca. være klar til at spise kl. 19. Husk at gemme stegesky til den brune sovs. Der er masser af litteratur om, hvordan man steger kalkun. F.eks. Frøken Jensens kogebog (affiliate/reklamelink). Jeg har selv en meget gammel udgave:-)

Farsen laver vi ligesom til frikadeller. Karamelmassen til aspargeskartoflerne finder jeg også opskriften på i ovennævnte kogebog. Jeg koger og piller naturligvis kartoflerne først. Det kan du sagtens gøre dagen før og så sætte i køleskabet.

Rødkålen køber jeg altså på glas. Det er det nemmeste og ganske udmærket.

Salaten er en pose frisk spinat med avokado i skiver. Jeg skærer filetter af appelsinerne og lægger i. Saften kan du bruge til dressing. Smid lidt hakkede nødder på og dressing af 3 dele olie, 1 del eddike eller citron, 1 teske sennep (gerne dijon), evt. lidt honning, salt og peber. Ryst den sammen.

Tranebærsovsen er sjov. Start så tidligt at du kan nå at afkøle saucen en time i køleskab. Du kan sagtens gøre det dagen før. Hæld 250ml appelsinjuice i en gryde, tilsæt 100ml sukker og lad det koge til sukkeret er smeltet, hæld ca. 350ml tranebær i og hold et skarpt øje på blandingen. Når bærerne begynder at poppe skal saucen af varmen. Det er en ret sjov lyd 🙂 Køl ned til stuetemperatur og sæt i køleskab indtil servering.


Discover more from Body & Soul

Subscribe to get the latest posts sent to your email.