Fordi du har travlt, ikke?
![](https://i0.wp.com/vpp.fwq.mybluehost.me/wp-content/uploads/2022/11/pexels-photo-92870.jpeg?w=1086&ssl=1)
Hvad skal du nå? Hvad VIL du nå? Bestemmer du det helt selv?
Jeg passerede en bekendt på gangen den anden dag. Vi hilste kort og hun spurgte i forbifarten: Hvordan har du det? Jo tak, jeg har det godt, og du, svarede jeg. Hun svarede: Jo tak, jeg har det også godt. Og hun tilføjede: Men travlt…som altid.
Jeg undrer mig gang på gang over, hvor tit jeg møder mennesker som siger de har travlt. Det har de sikkert. Jogler børn, madplaner, fritidsinteresser, job og karriere, par-middage osv. Men behøver det være sådan?
Jeg ved ikke en disse om, hvordan dit liv er, eller nogen andres for den sags skyld. Det er kun den enkelte selv, der kan afgøre, hvordan det føles og opleves. Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at det kan være noget vi synes vi skal have – travlt altså. Kan der være noget om det?
“Hold da kæft, hvis jeg ikke siger jeg har travlt, så må der simpelt hen være noget galt med mig.”
Kan der være noget om, at vi af og til mister fokus på det som reelt er vigtigt for i stedet at styrte rundt og forsøge at passe ind?
For snart mange år siden arbejdede jeg sammen med et par kvinder, som gav udtryk for, hvor travlt de havde op til jul. Ikke nok med ræset med julegaverne, så insisterede de på at lave hjemmelavet rødkål, gelé og de brunede kartofler kunne bestemt ikke komme ud af et glas. Det skulle være hjemmekogte og hjemmepillede aspargeskartofler. Bevares, det laver jeg også helst og det smager fantastisk. Men dengang skulle jeg ikke have sagt noget om, at mine brunede kartofler kom fra et glas med maskinskrællede kartofler og rødkålen ligeså.
Jeg turde ikke stå ved, at jeg forsøgte at gøre livet lidt nemmere for mig selv ved at springe over, hvor gærdet er lavest.
År senere arbejdede jeg et andet sted, hvor vi hver uge havde en runde i teamet, hvor vi fortalte, hvad vi havde gang i for tiden. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var en konkurrence om at kunne liste flest opgaver op inden turen gik videre til den næste.
Alle gav udtryk for hvor travlt, de havde. Men det kan jo ikke passe, at det er sådan altid, vel? Er der ikke dage, hvor der ikke er noget at lave? Dage hvor det går lidt langsommere? Dage hvor du ikke skal noget? Det håber jeg, ellers vil jeg håbe, du kigger på det, for det er ikke sundt.
Du kan klare mere end du kan tåle.
Chris McDonald
Nå, men tilbage til det med at miste fokus på det livet i virkeligheden drejer sig om. Kender du det her: Jeg havde en plan om at gøre dit eller dat. Nu løber jeg pludselig rundt, som en hovedløs høne og har gang i alt for meget. Meget af det, er noget jeg ikke engang har lyst til…
Been there – done that! Med to stressnedbrud som resultat. Bare fordi jeg ville passe ind. Gøre det godt. Være relevant. Hvilket ikke er dårligt. Misforstå mig ikke. Du skal “bare” sørge for at tilpasse det til din hverdag, dit liv, din personlighed. Sådan at det er dig, der styrer dig og ikke omgivelserne.
Hvis du vil styrke dit fokus, din koncentration og samtidig få en fornemmelse af om du er i balance, vil jeg udfordre dig til at være med på denne ultrakorte yogavideo. Den varer kun 1:34 min. I videoen lærer du at fokusere og koncentrere dig om en ting af gangen. Prøv!
Jeg ved godt du siger: 1:34 min yoga, det kan da ikke være nok? Nææ, det kan da godt være. Men det er bedre end ingenting. 1:34 min kan gøre en enorm forskel på, hvordan du har det i løbet af dagen, hvis du vel at mærke kan få tid til det om morgenen. Men det er ikke så vigtigt efter min mening. Det vigtige er at få det gjort.
Da jeg i nytåret 2019/2020 besluttede at lægge yogavideoer op på min YouTube-kanal var det blandt andet for at vise, hvor meget du kan få ud af at dyrke yoga i ca. 2 min dagligt. På playlisten Yoga på 2 minutter finder du 2 minutters videoer til 14 dage.
Hvis du vil vide mere om det der med at passe ind og være en del af en stamme, kan jeg anbefale dig at læse Christel Nani’s bog Spørg sjælen til råds. Den har hjulpet mig utroligt meget. Det er en gammel bog, som jeg dags dato ikke har kunnet finde til salg nogen steder. Men den kan lånes på biblioteket.
Lad os ‘connecte’ her også:
Discover more from Body & Soul
Subscribe to get the latest posts sent to your email.