Førstehjælp til dit selvværd!

Tredje chakra sidder lige over navlen og repræsenterer dit selvværd, troen på dig selv og evnen til at træffe beslutninger, feks. om hvordan du administrerer dine penge. Er du nærig, er du ødsel?

Tredje chakra er også kendt som solar plexus. Der hvor du kan få et sug i maven, når du rammes af ubehagelige tanker. Eller hvis du ved, at den beslutning du skal tage, er den rigtige, men du tør ikke stå ved den. Du tror, at ikke dine omgivelser, vil kunne lide den, og du nægter dig selv det gode, der kan komme ud af at gå med din følelse. At forandre noget, gøre noget anderledes. Sige dit job op, finde en ny kæreste, flytte …

Følg din mavefornemmelse

Men det er jo ikke omgivelserne, der skal bestemme, hvad du skal. Jo jo du skal selvfølgelig følge regler og love. Men det er da din beslutning, hvem du skal være sammen med, hvem du vil arbejde sammen med. Hvad du bruger dine penge på. Og ikke den næste reklame. Det der sug i maven er virkelig noget, jeg kender til. Og har mærket mange gange. Alle de gange hvor jeg ikke har troet på mig selv, ikke har turdet sige: “Jeg kan mærke, det er rigtigt”. Eller “Jeg kan mærke det er forkert, det er ikke mig det her”.

Photo by picjumbo.com on Pexels.com

Der var feks. dengang jeg tog min kontoruddannelse. Efter handelsskolen tog jeg et job som nattevagt på en taxa-central et halvt års tid for at blive klar på, hvad jeg skulle bruge min HHX til. Der dukkede et elevjob op i et shippingfirma. Jeg søgte. Jeg kom til samtale. Den mest mærkelige samtale jeg nogensinde – både før og efter – har været til. Jeg fik tilbudt jobbet. Jeg ville ikke have jobbet. Jeg var gammel nok til at bestemme, om jeg ville tage det. Jeg fortalte mine forældre om det. Sagde at det job var ikke noget for mig. Eller jobbet var – men mine fremtidige kolleger og chef. Nej tak.

Du har nok gættet det! Jeg tog jobbet for jeg turde ikke andet. Mine forældre tudede mig ørene fulde om at jeg aldrig ville få et andet, hvis jeg ikke tog dette job. Det var i deres bedste mening selvfølgelig. Jeg lod mig manipulere, tog jobbet og hadede næsten hver dag i 2½ år. Uddannelsen tog kun 2 år, men de tilbød mig at blive et ½ år mere som udlært. Det sagde jeg ja til. Tænk engang. Det var en fejl. Lærte jeg noget af den oplevelse? Ja, det gjorde jeg, men det var dyre lærepenge. Ikke nok med at jeg lod mig manipulere og kritisere af min chef og hans højre hånd (han havde vist selv udnævnt sig til næstkommanderende). Jeg lod mig manipulere af min modpol. En ondskabsfuld, magtbegærlig, aggressiv og nærig type (min chef blev kaldt 5-øren i banken), hvis motiv tilsyneladende var at nedbryde alle på sin vej. Sådan tænkte de sikkert ikke. Sådan var de bare.

Hvis du studerer 3. chakra vil du finde at ubalance her, er enten som mig herover: lader sig undertrykke, manipulere og bliver mere og mere svag. Eller som mine arbejdsgivere det stik modsatte. Jeg tror faktisk, jeg har stof til en hel bog om den arbejdsplads.

På mine ture rundt til samarbejdspartnere fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene om mine oplevelser. Jeg mødte ikke nogen i de 2½ år, der brød sig om de to personer. Forskellen på mig og dem var, at de kunne sige fra og fandt sig ikke i deres opførsel. De havde formentlig balance i deres 3. chakra og troede på sig selv.

Balance i 3. tredje chakra betyder kontrol af temperament, magt uden at dominere, kan administrere sine penge og besiddelser uden at være nærig eller ødsel, manipulerer ikke og lader sig ikke manipulere, har en god fordøjelse.

Lad mig høre hvordan du har det med din mavefornemmelse. Følger du den?

Indtil næste gang – træk vejret, mærk efter og skriv hvis du har spørgsmål til hello@christinajanns.com

Kærlige hilsner Christina

PS: Det vil glæde mig hvis du deler indlægget eller videoen.

PPS: Find mig her:

Én kommentar til “Førstehjælp til dit selvværd!”

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.