Har du ondt i livet?

Da jeg for nogle år siden, var igang med at uddanne mig til EFFEKT-instruktør (det er et træningssystem udviklet af Birgitte Nymann) blev en af mine medstuderende pludselig meget ked af det, og begyndte at græde.

Træningssystemet fordrer en særlig vejrtrækningsteknik som gør, at maven virkelig bliver aktiveret. Det viste sig, at al denne fokuserede vejrtrækning havde rørt ved noget hos denne kursist. Hun fortalte, at hun havde haft en hård tid med personlige problemer. Og det gik op for hende, at hun havde gemt det væk i stedet for at bearbejde det.

fabian-moller-gI7zgb80QWY-unsplash

Hvis du har små børn har du sikkert lagt mærke til, at når de falder og slår sig og græder, er det ligesom om, de holder vejret. Og vi siger til dem: “træk vejret”. Selvfølgelig er det ikke helt det samme, men prøv at tænke på, hvor tit du egentlig får vejrtrækningen helt ned i maven. Ikke bare oppe mellem skulderbladene, men helt nede forbi navlen.

Jeg har haft to stress-kolapser og jeg tror, at de begge startede delvis, fordi jeg havde for travlt til at trække vejret ordentlig og ikke mindst stoppe op og mærke, hvad kroppen sagde til mig. Nu hvor jeg sidder og fortæller dig om det, kan jeg mærke hvordan det trækker sig sammen i maven, som dengang.

Min medstuderende fra før fik trukket vejret så grundigt på uddannelsen, at hun pludselig begyndte at mærke sig selv. Og kroppen bad ligesom om en udrensning. Det er også en af vejrtrækningens gode egenskaber: vi kan trække ny frisk energi/luft ind og puste alt muligt gammelt møg ud. Det er nu smart indrettet.

Pointen er, at jo bedre vi bliver til at trække vejret grundigt, jo bedre kan vi mærke vores krop. For min medstuderendes vedkommende var det ikke rart lige der. Men det blev det bagefter. Mon ikke vi er sådan indrettede, at kroppen helt automatisk passer på os, og når vi så er klar, kan vi forholde os til de ting, vi har brug for at erkende/bearbejde/ændre på? Det tror jeg.

Til vi ses igen – Husk at trække vejret! Kærlig hilsen Christina

PS: Vil du guides igennem en vejrtrækningsøvelse af mig, så får du fat i den her

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.