Forbered dig til du brækker dig:-)

Del 3/5 Bliv tryg på scenen.

Her i vores hus plejer jeg at bruge et eksempel fra fodbold, når emnet falder på det at blive/være god til noget. Der er ikke ret mange, der er eminente til noget, uden at have øvet sig, forberedt sig. Der er endda nogen, der påstår at 10% er talent – resten er træning! Så der skal altså knokles, åbenbart.

Photo by Markus Spiske on Unsplash

Nå tilbage til fodbold. Min yngste har aldrig rigtigt haft lyst til skolearbejde. Det første han sagde på vej hjem første dag i børnehaveklassen var: “Jeg behøver ikke, at tage derhen igen, for jeg kan ikke finde ud af en skid!”. 6 år gammel. Der var vist nogen forventninger, vi ikke havde fået afstemt. Som for eksempel at man går i skole for at lære, øve sig. Man skal ikke kunne det hele på forhånd. Nu er han 20, lige blevet student og overvejer kraftigt at læse til lærer 🙂

Jeg har hørt mig selv sige mange, om han ved, hvor meget han øver sig på fodbold, og om han ikke synes, han bliver bedre for hver gang. Bare for at få ham til at øve sig på staveord eller lignende.

Det samme gælder, når vi skal på scenen. Jeg ved godt du tænker: “Hun er da ikke rigtig klog, hende der Christina – jeg har jo øvet mig!” Det ved jeg jo godt!

Men så gør det noget mere. Det lyder latterligt simpelt, men jeg mener det. Du skal øve dig og forberede dig så meget, at du er ved at brække dig over teksten i den sang, du skal optræde med. “Ja, men man skal heller ikke øve sig for meget”, vil nogen mene. Men så må det gælde om at finde et sted lige midt i mellem.

Du kan udmærket lære teksten udenad. Jeg ved godt, det er kedeligt. Men det er vigtigt. Fordi når du kan teksten, bliver du mere fri. Det kan godt være, du stadig er nervøs for at glemme noget. Men det gælder om at nyde processen og stole på, at når næste vers starter, kommer ordene til dig. Det har jeg altid været fascineret af. Også dengang jeg gik til gymnastik og skulle lære komplicerede koreografier udenad. Hvis nogen havde spurgt: “Hvad kommer der efter det her trin”, havde muligvis ikke kunne svare med mindre musikken havde været der til at guide mig. Tilbage til sang.

”Men kan jeg ikke have teksten stående på et nodestativ?” Jo det kan du godt, men kan du nå at læse den, når du pludselig glemmer noget? Jeg har ofte mine tekster stående, men jeg kan ikke nå at se teksten, hvis det pludselig brænder på. Efterhånden kan jeg heller ikke se den uden briller 🙂 og nogen gange, er der ikke ret meget lys. Du kan selvfølgelig have din Ipad med. Der er lys i. Det skal du selv bestemme. Måske kan det være en del af sceneudtrykket. Mange musikere har dem med i nodestavet efter hånden. Jeg synes, det er federe, hvis solisten er tilstede med publikum i stedet for i en tekst eller node. Det er bare min smag.
Der er måske en forskel fra klassisk til rock. Klassiske musikere og sangere har næsten altid nodestativer. Det er ikke så tit for rockmusikere. Hvad det handler om, ved jeg ikke. Nogen joker med at hvis man viser en rockguitarist en node bliver der stille 🙂

Lad mig dele en historie fra min verden: Engang hvor jeg stod på scenen med et band og skulle synge en enkelt sang, kunne jeg ikke huske starten på andet vers, da jeg nåede til det.

Jeg kunne den sang forfra og bagfra. Jeg var forberedt til tænderne, og alligevel var der et eller andet, jeg lod mig forstyrre af, så jeg var helt blank, da jeg skulle komme ind med andet vers. Jeg reddede den ved at snøvle mig igennem de første to linjer, og så pludselig var jeg tilbage på sporet, og huskede resten af teksten uden problemer.

Ingen lagde mærke til det. Ikke engang min coach som sad på første række og havde været teksten og teknikken igennem med mig mange mange gange. Så der er altså ingen garantier. Selv om du øver dig og øver dig og øver dig en gang mere, så kan du altså stadig glemme noget. Min pointe er kun, at du ved, når du står i øvelokalet uden andre forstyrrelser, så kan du det. Den følelse af overskud kan du tage med ud, op på scenen og så gøre det bedste, du kan. Fokusere og prøve at undgå at lade dig forstyrre af noget, der foregår udenfor dig. Altså det der du ikke kan styre.

Derfor er det fint at tænke på, hvad det er, vi sælger, når vi står på scenen? Er det den perfekte tekst og nul fejl eller er det en oplevelse?
Jeg synes, det er det sidste, men det har jeg været længe om at blive overbevidst om. Det betyder ikke, at det er ligemeget, hvad vi leverer på scenen, men det betyder, at der måske ikke er nogen mening i at hænge sig i, om et par ord eller et par toner er forkerte. Det er helhedsindtrykket, der gælder. Jeg har aldrig hørt nogen sige, efter en koncert med deres yndlingskunstner: ”Det var en god koncert, men sangeren sang forkert i den tredje sang, så nu er det hele ødelagt”. Det er ikke det, der bider sig fast. Det er oplevelsen af hele koncerten—eller i mit tilfælde herover, hele sangen.

Forberedelse og øvelse ruster dig til at give slip. For så ved du, at du kan dine ting. Og det bliver muligt at slappe lidt af og være til stede. Og for guds skyld: Se ud som om du har fuldstændig styr på det uanset hvad. Så er dit publikum også trygge!

Fik du læst del 1 der handler om bare at synge og del 2 der handler om hvad der holder dig tilbage?

Del 4 kommer til at handle om at insistere på at synge det DU kan lide. Vi ses!

Hvis dette var inspirerende for dig så del hjertens gerne, det vil glæde mig.

Følg mig på instagram https://www.instagram.com/christina_janns/
Følg mig på Facebook https://www.facebook.com/ChristinaJanns

Kærlig hilsen Christina

PS: Du har også mulighed for at skrive dig op til mit nyhedsbrev

Én kommentar til “Forbered dig til du brækker dig:-)”

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.